Dansemyg

"Nej, nej! Se alle de myg! Nu får vi stik!"

Vi er på vej til stien langs med vandet i Strandbyen, Ommel - 3 km fra Marstal. Og rigtigt nok - i den kølige skygge  bag et hegn af hyld og mirabeller er himlen sort af små insekter, myg.

"Rolig", siger jeg. "Det er dansemyg. Man får ikke myggestik her på Ærø!"

 Vue fra Strandbyen ved Sct. Hans tid, 2020.

Gunhild er ikke helt sikker. Jeg nyder ellers stor tillid, og oftest smiler hun blot og indvilliger i endnu et af mine skæve indfald - som nu dette, at vi da godt kunne have et ekstra sommerhus ud over "Skuret" oppe ved Nibe Bredning.

Lidt trægt gik det dog. Der var noget i vejen med alle de huse, der var til salg - lige fra Egehoved til Haven og Skjoldnæs, Men så: en aften i vintermørket dukker det lille røde op. Det ville hun bare ha'! Ups - vi var begge lidt overvældede, og - OK, Jørgen talte også godt for sagen - dygtig sælger! - vel: så vi købte - uden at prutte om pris, og det har siden ikke skortet på kommentarer om, hvor glade sælgerne blev. Det er kun godt. Tænk om det var modsat. Og vi er faktisk glade for den lille knaldhytte, hvis størrelse sikkert var en væsentlig grund til, at Gunhild forelskede sig i det: ".... her er det da begrænset, hvor megen rod, han kan få plads til!"

Og nu går vi så tur her -  i Strandbyen, som er af de 2 havne i Ommel - den mod nord - 300 meter fra huset. Vi har lige overtaget det - fået malet vægge og er ved at samle IKEA-senge til indretning på soveværelset. Pauserne skal bruges til at gå tur. Det bliver ikke hver dag; men nu går vi her - det er forsommer, høj himmel og dejligt vejr. Det er nyt for mig - ikke gåtur, skønt det er sjældent; men jeg har aldrig været lige her. Os fra Græsvænge kom ikke til Ommel - i hvert fald ikke os oppe fra Klausenskov, Græsvængebakken lige nedenfor Makkermøllen, som adressen var dengang før husnumre og vejens nye navn, Græsvængevej, som man for nyligt (sidst i 60'rne) har fundet på.

Med Gunhild i ly af mig nærmer vi os myggesværmen. Selv om jeg er nyligt tilflyttet  - i hvert fald deltids, men altså ganske for nylig - gør jeg mig alligevel klog på, at "man får ikke myggestik her på Ærø!" Det har jeg altid vidst! Også nu som tilflytter - eller det, der er værre: en tilbageflytter. En aboriginer fra 1951 - i eksil siden 1967.

Jo vist havde jeg hørt om myg - også stikmyg. Man lærte meget i Græsvænge Skole - ikke mindst af de talrige vikarer, som var studerende "på græs" fra Skårup Seminarium, der skiftedes ud efter 1/2 år. De var fantastiske - ligesom frk. Knold, som lærte os at læse efter Musebogen. Jørgen Clevins første læsebog. Den skuffede mig i øvrigt, idet jeg havde regnet med Ole Bole, som var blandt mine julegaver, og jeg kunne den udenad, inden vi startede i Græsvænge Skole 10. april 1958. For mig var det et fantastisk universitet, hvor vi også lærte om ting, der lå på den anden side af vandet, Fyn, Jylland og alt det andet Danmark: hugorme, mulvarpe og altså også, at der fandtes myg, der kunne stikke. Sidstnævnte stiftede jeg i sandhed bekendtskab med et par år efter skolestart. Da var jeg blevet  9 år og gammel nok, til at blive spejder - eller næsten spejder, ulveunge! Jeg blev da af ét blod med Akela, alias Erik Kromann oppe på Reberbanen og med Laurits nede Landevejen (alias Lause) og Søren Vestergaard li'som en masse andre drenge med bare knæ fra påskens tøndeslagning på Aggershøj til Mortens Aften. Sommerlejrene var i spejderhytten på Thurø Rev, og der var strand, skov, skovbryn og myg. Hold da op! Ens kortbuksede ben, arme, hænder og hele ansigt blev kløende, bulede landskaber. Lejren var fantasisk; men lige disse forfærdelige insekter havde vi, ligesom hverken hugorme eller muldvarpe, heldigvis ikke på Ærø. Jeg kunne blive bidt i rumpen af røde myrer ude i Nordskoven ude forbi Kragnæs; men myg - der stak! - det oplever jeg ikke på Ærø. Aldrig - dvs. 1951 - 1967.

Vi går lige igennem myggesværmen, Gunhild og jeg. Jeg fyldes med den der indre, nostalgiske glæde. En opfyldelse af længsel efter det, jeg forlod - jeg var ikke borte læne - fra 1967 var det; og det er bare lige at vende tilbage. Og de er jo her i forsommeren - myggesværmene omkring hyldetræer i skyggesiden af hønsehuse, eller lige der på gangstien mellem Klausenskov og Græsvængebakken (som Gud ske lov - og tak være anden lov, er genetableret efter en landmands og hans plovs grådige hærgen) - der, lige hvor der støder et dige fra Græsvængesiden op mod stien, så der er træer på begge sider - og skygge. Der danser myggene! - og det høres - en ganske særlig højfrekvent lyd svinger i luften. De stikker ikke, men man holder vejret for ikke at inhalere. Selv amerikanske præsidenter ved, det er usundt. Alt det har vi altså også her i Ommel - i Strandbyen - og myggesangen fremkalder udbredt glæde i hele mig. "Fylder mit bryst", hvis det skal siges lidt højstemt; men den vane har vi ikke i Klausenskov.

Min barndoms somre var fyldt med venten. Venten på, at vi skulle hjem fra marken. Den lå i Nørremose - en god kilometer fra gården, hvor børn derfor ikke kunne efterlades. Det skete da også, at man kunne være til nytte derude; men ellers ventede jeg. Det var vidunderligt. Hele verden var lige her hos mig - omskiftelig og efterhånden alligevel genkendelig og tryg. Under lange strå var diger befolket med alle mulige småkravl og insekter. Mariehøns skulle naturligvis kravle til tops på en pegefinger, løfte dækvinger, glatte krøllede flyvevinger ud og begive sig op til Vor Herre. Vandtruget, som køerne drak af, blev pumpet fyldt fra en rensebrønd i dræningssystemet, og var noget ganske særligt og levende med rygsvømmere, skøjteløbere, grå og røde myggelarver. Vist! Det er myg; men "man får ikke myggestik på Ærø!" - for det var nemlig dansemyg, hvoraf vi i Danmark har mere end 350 forskellige arter. Ingen af dem stikker, for hverken hanner eller hunner indtager føde, når de forlader puppestadiet. De skal bare op og finde hinanden, kæreste lidt, lægge æg og siden blive spist af en svaleunge eller andet sultent fugleafkom, og efter 3 dage oven vande er det definitivt slut med dansen.

Det var i min barndom - for ikke længe siden - og i Nørremose - jeg var ikke væk læge; og det var lige nu hen ad Sct. Hans og i Strandbyen, at Gunhild igen fik bekræftet, at jeg er til at stole på. Man får ikke myggestik i Strandbyen - af dansemyg.

Nu har Sct. Hans og resten af sommeren passeret - ligger bag os på tidslinjen; men minderne er her da - lige nu og lige her - og her er bulede landskaber, der klør på min isse - og alle sårene, som jeg endnu ikke er holdt op med at kradse op. Jo, ser du: vi har fået lidt jord op under neglene i Ommel. Det trænger meget. Brombærkrat er høstet med min fars gamle le; men rodnettet ligger blot og venter på ny sommer og grøde, så det er jeg begyndt at grave i. Det går ikke så stærkt uden landbrugsuddannelse eller grønt bevis, så det bliver af og til lidt sent, og tænk: hen ad aftnerne, da kommer de - ikke med dansemygs swing'ende toner, men med Messerschmitts hvinende dykmanøvrer - lige mod min isse. Jeg går jo ikke i korte bukser mere - har meldt mig ud af ulveungerne. Jeg er heller ikke langhåret mere. Jeg kan fortælle, at de er armerede og skarpladte, og opfatter klart min skalp som perfekt landingsplads.

Jo, nu får man altså også myggestik på Ærø. Der er meget, der har forandret sig for mig arme til(bage)flytter.

"Jeg var ellers ikke væk ret længe"

- men: det var jeg.