Min røde pige.

Det er 15 år siden til september (2022).

Jeg var taget på ekskursion på en ø lidt ude vest på. Irland, var det, den hed. Det gør den vist endnu, og jeg gik lidt rundt i landsbyen den første dag. Bare for at rekognoscere lidt. Jeg måtte jo finde frem til, hvor de bedste studiemuligheder var for ekskursionen. Hvad dens oprindelige mål og fokus var, har jeg i dag ikke helt klart for mig, for der var spændende ting, som jeg i min første planlægning ikke havde taget i betragtning. Sådan er det, når man drager ud i ukendt land: man kan ikke på forhånd vide, hvad man vil finde, al den stund, det netop er ukendt, og se nu bare her! Skønne skabninger træffer jeg på. De er nok et studie værd.

Her var der da liv og glade dage for alle pengene.

4 piger var måske en lige stor nok mundfuld, og da jeg skulle videre, fandt jeg det klogt - eller jeg turde ikke andet end - at vælge bare en af dem som følge på turen videre. Tænk om de blev enige om noget - alle 4! Om noget, jeg ikke kunne hamle op med. 

Jeg valgte hende i rødt. Hun var i øvrigt også med på turen derover, og jeg havde allerede fulgtes med hende en del år - 15 - inden da, og det havde været både vellykket og på ingen måde kedeligt. Måske et lidt traditionelt og ufarligt valg; men engang imellem skal man jo hænge sig i dem, traditionerne.

Jeg kan ikke helt påstå, at jeg var absolut fast i kødet, som man siger; men var dog stanhaftig, selv om jeg fik lidt udfordringer henne på det næste torv, vi kom forbi.

Der stod hun. Molly. Stod der med sine ... frugter.

Molly Malone

Helt alone var hun ikke. En del virak skabte hun. Jeg er sikker på, jeg kunne måske have haft en chance; men jeg overvejede den overhovedet næsten ikke. Hun havde sådan set også udsolgt, kan man godt sige. Jeg havde sikkert bare fået en kurv, om jeg var heldig - en tom kurv. Jeg holdt mig til min sikre røde jakke. Om jeg tænkte? Fantaserede? Det, tror jeg godt, jeg kan bedyre, at jeg ikke gjorde, men kikkede måske, lidt. Efter den der frugtbod. Jalousi er jo en ret grim ting, som jeg kun antydningsvist lider af, men frugtsælgersken var så ombejlet af piper og trommer, at jeg tænkte, der ikke var nogen hensigt i at friste skæbnen over evne. Molly fik i alle fald ingen chancer med mig, som i stedet ilede videre med pigen i rødt.

Hun, derimod, blev lidt optaget af en grå og lidt trist udseende figur, som jeg nok skulle have kunnet hamle op med. Han præcenterede sig som James. James Joyce, og han kunne få hundredvis af timer til at gå med at skrive og fortælle om en enkelt eftermiddagstur rundt i landsbyen, og da hende i rødt er lidt til den litterære side, fik jeg måske lidt udfordrende konkurrence i ham her. Lidt lummer, syntes jeg, han var. Eller også blev jeg alligevel lidt jaloux?

Vi var i september, og skønt sommerens eros og varme endnu ikke var helt dampet af, og lun temperatur hang stadig tungt i bymidten, så gav luften alligevel køligere pust af det tilstundende efterår. Vi måtte altså tænke på husly, så vi sled os ud af den grå herres magnetfelt og kom videre. Ekskursionen skifter til fokus på boligmarkedet. Det var ikke vanskeligt - og dog: selv om markedet var let at finde, er et overvældende udbud udfordrende, skulle det vise sig.

Der var nok af hus inde i selve Dublin,  landsbyen.

Det var ikke let at vælge mellem alt det.

Vi tog da med bus ud på lidt mere tyndt befolkede og mindre bebyggede egne. Lidt grønt er rart at have omkring sig, og "jeg vil bo godt", holdt den røde på.

Lidt alvorligere bliver det, når man nærmer sig bestemmelsen - det endelige valg. Som på andre øer og vel også på fastlandet finder man let hjælp til det her på Irland. Estate, hedder det. Ejendomsmægler, og som på Kirkestræde i Marstal (helt uden at reklamere for nogen i øvr.) foregår det indledningsvist fra yddersiden af forretningens ruder. Der var opsat diverse gode tilbud.

40,8 m2 (435 sq.ft.) - 450.000 €	867,0 m2 (931 sq.ft.) - 10.000.000 €
Min ledsager falder straks for huset, der matcher hendes jakke. 435 kvadratfødder - eller knap 41 kvadratmeter bolig. Det skulle nok kunne bruges. Og prisen er kun 450.000 - Euro, som vi nok hen ad vejen finder ud af at omregne.  Godt det ikke var engelske pund! De var ikke i høj kurs der på øen. Jo, pundene måske,  men  "de der englændere" blev ikke regnet for ret meget.	Måske skulle vi kikke efter noget med lidt mere plads "om læ". Det sad faktisk i samme vindue hos Estate. Ni tusind tre hundrede en og tredive kvadratfødder! Det er plads! Lidt dyrere end Aggershøj på Møllevejen i Marstal dog: 10.000.000 Euro (Aggershøj var vist udbudt t. 4 mill. DKK) - som er en slat penge.

 To gode alternativer - hver med sine fordele og ulemper. Det skal drøftes, og hvorfor ikke gøre det på øens traditionelle vis. Denne tradition faldt jeg for lige på stedet; mens min følgerske i den flotte jakke, som på denne dag, hvor vi måske skulle i forhandlinger, havde skiftet til blåt antræk, ikke brød sig om øens tjærefarvede drik. Hun nyder i stedet sin følgesvend med øjnene, mens denne følger stedets skik

Jeg husker ikke, om vi kom frem til nogen afgørelse på pubben. Jeg mindes, at de store glas ikke virkede som nær så meget, når de blev fyldt med den herlige sorte, skummende drik. Der blev i hvert fald plads til mange i min lille mave. Om vi kom frem til til noget, er i eftertid heller ikke så vigtigt, for på vejen hjem, skulle vi jo styre efter den rigtige dør for natten; men der var igen mange flotte alternativer.

Vi slap ikke fra tjeneren uden at omregne lidt Euro. € var ikke helt det samme som kr., viste det sig, og vi fandt ud af, at vi måske burde genoptage indledningen udenfor Estate - altså se os lidt mere for på den uforpligtende side af vinduesruden og regne lidt på de der €'r.

Vi gjorde blot noget helt andet næste dag: tog på ny bustur. Tog nord på med blik for gamle huse.

Dem var der mange af. Om de var håndværkertilbud, er ikke godt at sige; men de vil sikker blive udbudte som sådanne.

Denne ejendom var vist solgt. Skiltet var i hvert fald væk, og vi fandt aldrig ud af prislaget på egnen. Ganske vist var vi ret langt ude over moserne, sagde buschaufføren.

Dengang var vi stadig uundværlige på arbejdsmarkedet, så vi måtte hjem uden afklaring på boligmarkedet.

Vi var dog langt fra færdige med ø-safari, hvilken sport vi indledte for nu 30 år siden i det Sydfynske Øhav ombord på en af Ærøskøbing Sejlklubs små både, en Svendborg Senior. To af disse havde ligget uanvendte hen i en årrække, og jeg havde stor fornøjelse af at renovere skrog og træmaster for senere at stå til søs og dermed i alder af 40 år tilsidesætte mine forældres forbud mod at røre ved vandet. Sådan noget havde vi jo Marstallere til, lød det blandt os derude ved Græsvænge. Vi besøgte sommeren 1992 alle øer i øhavet med undtagelse af Bjørnø og Avernakø, hvad vi for resten stadig har til gode. Det var dejlig sommer, og vi lånte Erlings påhængsmotor, for han og Lise havde travlt med at passe Det Lille Hotel i Smedegade. Det krævede ikke motor, og deres båd, "Lille Du" lå på land nede bag hotellet ud til Jomfruvejen. Han solgte Lille Du et par år senere. Erling dukkede pludselig op under Sønderrendefestens midnatsfyrværkeri, og da blev jeg redder af hende med plads i Marstal, idet Erling beholdt part i båden - 1 kr. Vi betalte 12.500, og havde glæde af hende i mange år, når vi var hjemme fra Tromsø og senere indtil 2019, hvor hun var hjemme i Horsens som vi selv.

Lille Du har som pigen også rødt fribord. Horsens Fjord 16/7-2011. Hun blev solgt 2019 - båden altså! - til en fyr i Roskilde.

15 år efter odyseen i øhavet var vi kommet til Irland, hvortil vi dog chartrede et fly. Det var ellers drabeligt nok, for det blæste med både pelikaner og flyvemaskiner da vi skulle hjem. Landingen i Billund virkede voldsom fra de billige sæder længst bag. Ikke nok med den forskrækkelse, for da vi kom hjem og tændte for TV-avisen, viste det første indslag et fly, der havarerede med knækket højre landingshjul i Aalborg Lufthavn - næsten samtidigt med vores landing i Billund - og præcis den samme type canadisk propelfly, som vi havde været med fra Dublin.

Om det var blæst, euroer, knækkede landingshjul eller arbejdsmarked, der pauserede vores ø-safari, er ikke til at sige; men vi nåede da at bebo Tromsø i Ishavet, besejle Det Sydfynske og beflyve Irland. Enkelte andre afstikkere blev det til, og der skulle gå mere end 10 år, før min pige i rødt endelig faldt for noget på boligmarkedet.

Nu er hun pigen i det røde hus i Ommel v. Marstal på Ærø.

Størrelsen? Vel der er lidt mere end de 435 kvadratfødder - lidt over 40 m2 + lidt loft.

Åh! Prisen, spurgte du efter. Nej, sig det !? Hvad var det nu? Jeg er ikke sikker på, jeg husker den; men ommelsboerne er ikke færdige endnu med at tiske og fnise over alle de penge, vi gav for meget for det. Vi er imidlertid glade der, og hul i taget? - nej det, har vi ikke. Det er nok en lille tand bedre end håndværkertilbudet på den irske mose. Nabohuset til højre for vores har huller! Det er gult! Vi bor i det røde.

Og september måned er helt fantastisk på sydhavsøen. Her en aftenstemning ved Strandbyens jollehavn, Ommel.