Stranding

5. juni 2019

Det er for sjældent, jeg benytter mig af vandet - Horsens Fjord - men jeg glæder mig hver dag takket være bevidstheden om, at det ligger der - en tarm af havet 10 min på gåben hjemmefra!

Egentlig havde jeg nu planlagt at være på vandet så meget som muligt denne sommer - har endda købt grej - en 27 fods sejlbåd, som skulle bære og fragte Gunhild og mig rundt i farvandet tæt på østkysten her - og om vejr og vind ville: også længere væk.

Så hvordan blev det så til, at jeg sidder her ved vores lille hul i haven? - ikke helt hvad planen gik ud på; men jeg skal prøve at forklare.

Vist nyder jeg udsigten fra terrassen - glæder mig over, at jeg tog mig sammen til at tømme havedammen, der de seneste år kun ville fyldes op til 30 cm under "kajkanten". Der åbenbarede sig et 4,5 cm cirkelrundt hul i gummidugen - og en 2 m lang rottegang bagved med en lille udvidelse - en lille "sal" - et sted, hvor rotterne har et glemt forråd af frø og kirsebærsten stod med 5 cm høje spirer. I modsatte ende af gangen sad en skruptudse og skuttede sig - sendrægtigt, fortsat i vinterdvale, men valgte at forlade den indtrængende forstyrrelse, med et spring ned i vandet. Hun kravlede siden med træge bevægelser op mellem bundplanterne i haven.

Jeg har netop i forrige en uge nydt udsigten til Øresund. Tog derover i bil og gjorde båden sejlklar - bl.a. med en påhængsmotor, fordi den indenbords diesel - Vovo Penta MD6A - drypper med brændstof fra trykpumpen - mere end det går an at sejle med.

Hver aften var et flot skue med nedgående sol over København på den anden side af sundet - ligeledes i aftes, hvor jeg var ankommet med tog og bus.

Og nu (søndag 2/6) med forventning om solopgang i overmorgen i Gilleleje og glitrende Kattegat for boven mod Samsø/Tunø var sommerhumøret højt i Limhamn i udkanten af Malmö

Hos Wung på Linégatan har jeg lige nydt varm mad og er på vej ned til Karibu med den sidste proviant, vand, juice og cacaomælk.

- og her ligger jeg så! Rygsækken læsset med proviant.

"Vi må jo være taknemlige for det gode vejr", siger Falck-rederen (jo, der er firmalogo, Falck på uniformen). Jeg glædede mig over provianten. Dejligt at kunne støtte foden mod den nu, da det ellers gør nas, når den falder ud til siden. Redderens kvindelige hjælper, sygeplejerske, undskylder ventetiden (1 tim 20 min); for der havde været travlt i centrale Malmö - og hun støtter redderens kommentar med, at vi sætter pris på, det hverken regner eller sner. Jeg var helt enig, og takker nej til tilbud om morfin - ikke nødvendigt - bare de ikke undersøger og trækker for meget i min venstre fod. Jeg trækker "jeg-er-selv-læge-kortet" - og mener at  "vide", at der er 2 brud i anklen. Redderen vædder på, det kun er forstuvning. Bare han har ret! - men kan ikke håbe på det. 2 hurtige havde lydt. "Knak knak!" Jeg skred ned ad diget og foden satte sig fast i en fordybning under græsset - og jeg væltede forover med provianten på nakken. 

Ventetiden her på græsvolden blev nu bare en forsmag og god træning i tålmodighed til de følgende dage.

På en båre på "Akuten" i Malmö snegler timerne sig afsted.

Her er jeg endnu ikke tilset, men lykkelig for min proviant: rygsækken var anbragt på båren, og det lykkes mig at få den skubbet ind under den gule oppustede pose, så benet kan holdes eleveret. Det er vigtigt for at mindske blodansamling eller/og hævelse - kan spare mange dage, hvis man vil operere, men må vente til hævelse er svundet. Ved 22-tiden kunne røntgen afsløre, at der muligvis burde lidt skarp kirurgi til - og så opstod det vanskelige dilemma - interkollegialt overfor mit hjemsygehus osv.  I virkeligheden et lidt betændt område. Det er nemlig god tone at færdigbehandle, hvad man får ind på sin skadestue. Man vil imidlertid gerne slippe for ekstra patienter, når man (som her og i øvr. alle andre steder) er presset af stor travlhed. Man føler dog som fagperson ansvar for opfølgning af sit arbejde - helt til dørs - altså ønske patienten hos sig selv fra først til sidst. Sådan har jeg i hvert fald selv haft det. Om jeg qua min profession bliver involveret i beslutningen, kan jeg ikke helt udelukke - det forekommer umiddelbart ikke således; men her i den "forkerte ende af sprøjten", som patient, føler jeg for, at ét sted har hele ansvaret - at blive primært vurderet, behandlet og fulgt til dørs med opfølgning på samme sygehus - altså hjemme i Horsens. Man beslutter at gøre mig transportabel med en cirkulær gips (opskåret, så mit ben ikke kvæles og dør, hvis det hæver - man bruger i øvr. billig gammeldags gips her - til midlertidige immobilisering i hvert fald), med henblik på udskrivelse næste dag, når jeg havde skaffet mig transport. Ambulance kunne der ikke blive tale om, da jeg ikke havde behov for medicinsk faglig assistance undervejs. Tage bus og tog på ét ben uden hjælp til rygsæk var også udelukket.

Min søn i Sundby - lige ovre på den anden side af Øresund - kunne heldigvis skære denne mandag ud af sit program. 

Vi tager omkring Småbåtshamnen i Limhamn og Jacob tømmer båden for fordærvelige madvarer, værdigenstande, pas m.m. og ordnede bageste fortøjninger, som var gjort parate til en lille prøvesejlads søndag aften.

Jeg har aftale med modtagelsen på Horsens Sygehus (det hedder det ikke mere, og jeg burde for længst have klaret at annamme nutidens lange, komplicerede navn; men ... I ved, hvilket hus, jeg mener) om at komme inden kl 15. Vi når det ikke før 15:05. De har hele denne mandag efter Kr.h. weekend haft drøn travlt. Godt, at jeg har øvet mig i går - i at vente. 

Kl 21 kan Gunhild, min kone, hente mig; men inden da, er der sket som følgende angivet.

Man har primært vurderet, at jeg var behandlet sufficient - altså godt nok og færdigbehandlet - og kunne fortsætte med den svenske gips og blive fulgt op i Horsens med passende kontroller og endelig optræning.

Der er, som jeg selv kunne se på gennemlysningen i Malmö, tale om en spiralfraktur i distale fibula (lægbenet ved anklen), og det kan behandles konservativt (dvs. uden kniv og gaffel). Jeg kan ikke holde mig fra at ymte, at kollegerne i Malmö havde udtalt, at hvis de havde behandlingsansvaret, ville de operere. "Hmn!" udtrykker lægen - lige nu for mig en ældre kollega - skønt yngre af år, naturligvis ældre udi ortopædien - langt mere erfaren i forhold til mine sølle 2 år som reservelæge på blandet sygehus for nu godt og vel en generation siden. Jeg ved ikke, om jeg hører hans tanker rigtigt; men det virker som: "Hvorfor dælen gjorde de svenskere så ikke det i stedet for at fedte en akut patient af på os". Det er nok en slags gætteri fra min side, men kvalificeret, tror jeg, og hvis jeg rammer lidt rigtigt, er det meget forståeligt. Jeg husker, hvordan det var, da jeg i lignende situationer sad i hans stol. "Skyldig", føler jeg mig også - idet jeg som anført var lidt usikker på, hvorvidt jeg selv påvirkede svenskernes beslutning. "Vel!" Da skal de naturligvis have deres egne billeder taget, som han lover at bestille og kikke på.

Han går videre i sit program. Jeg ved, hvordan sådan et kan have tårnet sig op - specielt efter en med 2 dage forlænget weekend (Kr. himmelfart i torsdags). Jeg er nu god til at vente; men en banal, naturlig sag  - tissetrang - bliver et kæmpe problem. Ganske vist kan jeg bevæge kørestolen ud af undersøgelsesrummet, finde et toilet og bringe mig tilbage ved egen hjælp; men hvad så, hvis portøren kommer inden, jeg er tilbage? Dels vil jeg spilde kostbare og belastende minutter for ham (el. hende); men jeg vil jo også nødigt sættes yderligere tilbage i køen (så godt var jeg alligevel ikke øvet i at vente). Her er ingen klokkesnor at se, og trafikken på korridoren er udelukkende civilklædte, som det falder forkert at kontakte. Endelig - og hun er meget imødekommende - kommer en medarbejder, der lover at holde vagt ved døren og fange en evt. transportør - og jo, hun kender til bedagede og let prostatiske mænds toiletbesøg med efterdryp og det hele, og hun har tålmodighed! En engel i denne situation. Jeg har fastet siden morgenmaden i Malmö; men nyrerne fungerer - og kontinens på fyldt blære var bedre før i tiden. En mand skal, når han skal!

I røntgen er der ventetid - 3 foran mig - og så er det min tur.

Avs! Det gør lidt ondt at holde underbenet i den vinkel, der skal til for at fremstille netop den røntgenskygge, lægen kan vurdere et evt. brud på. Jeg skal holde foden med tåspidserne lidt løftet fra lejet - "Helt stille!" kommanderer hun. Det går med det sagitale (forfra-bagtil) billede; men ved den laterale let vinklede optagelse, opstår rytmiske bevægelser i underbenet. Radiografen kommer ud af det røntgenbeskyttede bur igen og kommanderer: "Jeg skal jo begynde helt forfra, når du ikke ligger stille!" - nej, hvor svært kan det være! Det ved jeg da, og hun kan jo ikke trækkes med mig hele natten. Der ligger en kile af en slags gummi på lejet - i skrigende grøn farve - og jeg foreslår, at den måske kunne lægges under for at støtte mig i netop denne afgørende stilhed. "Under knæet?" - nej under min lilletå, foreslår jeg, da det netop var den, jeg skulle holde absolut stille 2,5 cm oppe i luften. NU er jeg da vist helt idiot, synes det på hendes ansigt: "Lilletåen? -!" Hun gør dog ingen indsigelser, når jeg læner mig så meget frem, at jeg selv kan nå kilen ved fodenden og lægge den som støtte under min urolige tå og fodrand. Tilfredsstillende billede!

 I gamle dage skulle der først fremkaldes film i kar med kemikalier. I vor IT-tid går det lige så hurtigt som at knipse med en mobiltelefon, så nu venter vi bare på, at en læge får tid til at vurdere billederne. Jeg kan selv finde tilbage til skadestuens venteværelse. Der er møbleret lidt om på folk der - de sidder på helt andre stole; men overvejende har de samme ansigter på som før - nogen mere trætte end andre - men jeg lives faktisk næsten op ved at se "kendte folk", hvad jeg tilkendegiver, og min glæde smitter faktisk, idet der breder sig almen morskab over, at vi nu næsten er en familie, der har fundet sammen igen. Den ene efter den anden kaldes ud, og det bliver også min tur. Nu venter jeg i samme undersøgelsesrum som før, hvor den garvede kollega efterlod mig. En yngre, kvindelig - og meget kompetent mht kommunikation og patientkontakt - reservelæge, kommer fra en dør bagest i rummet og meddeler, at man efter granskning af røntgenbilleder fastholder planen om sk. konservativ behandling. Jeg har fuld tillid til dem, ytrer jeg. Ortopædi ligger mange år tilbage for mig, og jeg forstod også på kollegernes formulering i Malmö, at flere alternativer kunne opfylde mine behandlingsbehov; men svenskernes valg ville altså have været stabiliserende operation - men "I vurderer anderledes! - ?". Hun har "for få grå hår" (hendes sindbillede på ydmyghed overfor gråhårede og dermed ældre kolleger med større erfaring og kompetence), og vil konferere med sin bagvagt endnu en gang. Det vidner om en særdeles kompetent og ansvarlig reservelæge - men også om et kollegialt miljø af god kvalitet! Det var ikke altid tilfældet alle steder i mine unge dage; men man værdsatte, når det var let og "ufarligt" at gå tilbage til en ældre kollega med spørgsmål til en ellers allerede truffet afgørelse. Hun kommer tilbage med fastholdt beslutning om konservativ behandling, men også et løfte om, at man vil være kritiske ved mandagens røntgenkonference, hvor billederne vil blive diskuteret mellem lægestabene på røntgen og ortopædkirurgisk afdelinger. Betryggende! Hun undskylder i øvr. meget på afdelingens vegne, idet hun klart indlever sig i patientens situation her, at det må føles urimeligt at vente fra kl 15 - 21 bare for at få besked på, at intet skal gøres. Jeg får vist takket for hendes omsorg og sagt, at situationen er helt undskyldelig og forståelig. Jeg ved jo, at hun og kollegerne fra morgenstunden af har pisket omkring fra den ene opgave til den næste, og at det ikke er slut for dem før i morgen tidlig. Denne mandag har også været specielt belastet af opsparede henvendelser i en forlænget weekend, og jeg har ikke glemt, hvordan jeg selv for rundt i hvide træsko for nu næsten 40 år siden.

Alligevel har jeg i ventetiden ikke kunnet lade være med at tænke på, om der kunne gøres noget ved logistikken i dette system. Det er ikke min stærke side at vurdere sligt; men har logistikere set på det? Hvis der intet er at gøre på den front, skulle man, tænkte jeg videre, måske gøre mere for at informere publikum om forholdene bag gardinerne. Det kan være svært, tror jeg, at sætte sig ind i forholdene på en operationsgang - stressen med at få alle opgaver afviklet, uden at de kommer i vejen for hinanden osv - og operationer tager nu engang den tid, der skal til. Alt imens drysser det ind med nye patienter i skadestuen - og vi sidder alle og venter uden anelse om eller indblik i den travlhed, der udspiller sig "bag gardinerne".

Hjemme igen kl 21:30 - herligt at få noget i skrutten. På vej i seng hører jeg ikke min telefon. Alt er med ét blevet vanskeligere - støtte på et ben og to krykstokke - sidde på skammel ved tandbørstning - ingen fri hånd til at holde eller bære (mobiltelefonen f.eks - og jeg har ikke lommer i underbukserne) - uvant er det i hvert fald.

Kl. 23 ringer jeg tilbage til et ukendt nummer, der har haft ringet. Det viser sig at være fra sygehuset, som jeg lige har forladt. En læge svarer og meddeler, at endnu en granskning af røntgenbilleder "læner sig op ad", at operation måske alligevel vil blive anbefalet.  Vi aftaler, at jeg holder mig fastende fra morgenstunden, så operation kan blive muligt. Hvis ikke akutte patienter skal prioriteres, vil de i givet fald planlægge det til i morgendagens vagttid efter kl 15. Det er meget generøst af dem, synes jeg; men også bedst naturligvis, at få det gjort snarest. Ventetid er dog ikke kritisk - jeg har hel, uskadt hud over bruddet.

Hvor heldig kan man være, når nu uheldet alligevel har været der? Meget, viste det sig. Meget heldig, følte jeg mig. Operatøren har selv sejlet Vega - men det der med at skrue metalskinner på uheldiges brækkede knogler, fik jeg i tillæg indtryk af, at han også var særdeles øvet i - og god til. Minsandten om ikke også hans kvindelige assistent og ortopædaspirant er ivrig sejler! Stemningen på operationsstuen er gemytlig, god; men relevant dæmpet og rolig. Jeg må lige først sidde i den for mig uvante og skarpe ende af nålen, når "rygmarvsbedøvelsen" (spinalanæstesien) lægges. Jeg bliver mere og mere tryg ved situationen - oplever den ene kompetente læge, sygeplejerske, assistent m.fl. efter den anden. De kan deres rutiner og kan samarbejde. Flot at opleve! - men de er i tilgift rummelige, og selv om den gode stemning sædvane tro fremmer min ubetinget mest fremtrædende og lidt kedelige side: mit snakketøj, så faldt ingen ører af - jeg mødte fra først til sidst omsorg og venlighed.

Tilbage på stuen på sengeafdelingen - ikke så pinefuldt nu - dels er benene fortsat bedøvede, og intet gør ondt, men frem for alt er det nu ved at blive mørkere udenfor, og lystbådehavnen bliver mindre synlig her fra 6. sal. Jo, den var da flot at se på eftermiddagen før - blå himmel spejlede sig i vandfladen og hvide sejl drev ud og ind ad havneløbet. De gjorde nu lidt ondt!  Der skulle Karibu og jeg jo have stævnet ind om et par dage - hvis ikke det havde været for alle de pelsede gnavere i Limhamn. Havneområdet ved Småbåtshamnen vrimler med små kaniner, der har lavet tunneller i det dige, jeg bare lige skulle krydse hen over på lette fjed. Jeg antager, at det var et af deres huller, min fod satte sig fast i - "knak - knak".

Rygmarvsbedøvelsen var længe om at fortage sig. Fik ellers mindre end sædvanlig dosis sprøjtet ind (efter aftale med narkoselægen - grundet tdl. erfaring med lang virkningstid). Det er mørkt og min mobiltelefon siger 22:40.

Sygeplejersken siger: "410 ml" mens hun med ultralydscanneren kørende rundt i gelé på mit maveskin. Så megen urin i blæren - og jeg "kan ingenting" endnu. Jeg får en time mere - ellers må vi tappe med katheter. Halvanden time senere lykkes det - sådan da - det drypper langsomt men længe. Jeg fik sikkert ikke tømt blæren helt; men vi enes om at give mig lov til at komme hjem, hvor Gunhild sidder ved telefonen - venter bare for og på mig, heldige kartoffel! - og kl 00:30 er vi hjemme.

Dermed er jeg i dag her - ved havedammen - og det var vel det, jeg indledte med at love en forklaring på.

- og jo! Jeg fik vist lært lidt tålmodighed; men er fuld af beundring - og stjæler nok også lidt stolthed over at have været en del af "holdet" i sundhedsvæsenet.

På Horsens Sygehus (må jeg kalde jer det, som i gl. dage?) er I da ik' så ringe endda! (jeg skal øve mig på jysk)

I er faktisk skide gode, og tak for det! (siger ø-boen)

God pinse!

Christen